
KAROLINE GAMMELGAARD JENSEN
Karoline startede som 6-årig med at danse på en lokal balletskole i Skjern, Vestjylland. Det er sidenhen blevet til mange år i dansens univers både på balletskolen i Holstebro og derefter som elev og aspirant på Det Kongelige Teaters Balletskole i København, hvor hun blev færdiguddannet balletdanser i 2017. Hun har sidenhen været elev på Copenhagen Contemporary Dance School og Skuespillerakadamiet. Hun har undervist både i ballet og moderne dans på balletskoler rundt omkring i landet, deltaget i spændende workshops fra dygtige og inspirerende mennesker i danseverdenen, og er en af medstifterne af SPRÆNG danseteater.
SPRÆNG danseteater er et kunstnerkollektiv dannet af 7 unge kunstnere med hver deres baggrunde og evner inden for scenekunst bl.a. klassisk ballet, urban, moderne dans og skuespil. Gruppens mål er at nå ud i øjenhøjde med det publikum, der normalt ikke findes i de dyre parketsæder. De vil lege og eksperimentere med kunst, der bevæger sig på tværs af kunstneriske udtryksformer.
“Jeg synes, at noget af det vigtigste og fineste arbejde en danser står overfor at udføre, er at passe på sig selv. Ikke at forveksle det at sige fra overfor miljøer/situationer, som du kan mærke, ikke er gode for dig med at give op. Det er en god ting at kunne lytte til sig selv.”