Skip to content

PER LUNDSGAARD
Per Lundsgaard begyndte at danse som treårig på Hybels Danseinstitut i Odense og udviklede sig siden til international sportsdanser med turneringsdeltagelse i bl.a. England, Ukraine, Tyskland og Rusland. Allerede som niårig debuterede han på scenen i Huckleberry Finn på Svendborg Teater – og  det blev begyndelsen på en livslang professionel karriere inden for teater og scenedans.

Per er uddannet balletdanser fra Det Fynske Balletakademi samt gennem videreuddannelse i London. Som danser har han medvirket i en lang række opsætninger på blandt andet Odense Teater, Det Kongelige Teater og Tivolis Koncertsal.

Fra 2000 til 2023 var han tilknyttet Tivoli Balletteater som balletdanser, instruktør og koreograf – siden 2012 som viceballetchef.

Som iscenesætter og koreograf har han stået bag en lang række ballet-, opera- og musicalproduktioner for blandt andre Tivoli Balletteater, Det Kongelige Teater, Teater Vestvolden, Kolding Festspil og Svendborg Fritidsteater.

Som underviser har Per været tilknyttet bl.a. Den Kongelige Balletskole (Holstebro), Tivoli Balletskole, Det Danske Musicalakademi i Fredericia, Det Fynske Balletakademi, Oure Skolerne og en række øvrige skoler og institutioner.

Inden for den organiserede dansesport har han været Team Danmark Sportschef i Dans Danmark og er medlem af Dance Discipline Development Commission under World DanceSport Federation.

I 2024 var Per medstifter af Svendborg BalletTeater sammen med direktør Claus Bjerregaard, Borgerforeningen Svendborg Teater.

Back To Top